Faktaboks

Roald Als
Født
1948

Roald Als. Retten til at sidde på taburetter overgik efter Den Franske Revolution til de højere embedsmænd. Som ministertaburet lever siddemøblet i overført betydning videre som værdighedssæde. Da ministre som regel kun modstræbende forlader deres post, er ordet taburetklæber blevet almindeligt; her illustreret af Roald Als i Weekendavisen 13.3.1992 i forbindelse med Tamilsagen. Tv. Poul Schlüter og th. Uffe Ellemann-Jensen.

.

Roald Als. Kirsten Stallknecht har altid haft slagkraft i forhandlingerne for at forbedre sygeplejerskernes vilkår; midlerne har været klar tale og benhårde argumenter. Der er således heller ikke meget Florence Nightingale over Stallknecht her i Roald Als' streg (1995), hvor hun iført knojern og med opsmøget ærme gør sig klar til kamp.

.

Roald Als. Tegningen, hvor daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen går på line hen over de øvrige politiske ledere i cirkusmanegen, blev bragt i dagbladet Politiken på dagen for Folketingsvalget 20.11.2001.

.

Roald Als, f. 1948, dansk tegner og forfatter. Som bladtegner kom Roald Als i 1994 fra Weekendavisen til Politiken, hvor han overvejende har spiddet politikere og andre kendte danskere med både humor og satire. Hans tegninger har også været vist i bl.a. Blæksprutten.

Als har illustreret en lang række bøger for både børn og voksne, og han har skrevet bl.a. kogebogen Kvinderne ud af køkkenet (1988) og erindringerne Personlig tog jeg ikke skade af at vokse op (1995), begge med egne illustrationer.

I 2008 udgav Roald Als i samarbejde med sin trofaste ghostwriter, Poul Einer Hansen, En god socialdemokrat - Et olmt tilbageblik på Danmarkshistorien 1980-2008, en opsamling af Als' bedste tegninger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig