René Lévesque, 1922-1987, fransk-canadisk journalist og politiker. Lévesque indvalgtes i 1960 i provinsparlamentet i Québec for Liberal Party, LP, og ledede 1960-67 flere ministerier. Efter at have forladt LP pga. partiets føderale indstilling stiftede han i 1968 Parti québécois, PQ, hvis mål var Québecs løsrivelse fra Canada. PQ fik stor tilslutning i provinsen, og Lévesque var provinsregeringsleder 1976-85. Hans regering gennemførte bl.a. en lov, der i 1977 gjorde fransk til Québecs eneste officielle sprog, men i 1980 blev et forslag om Québecs uafhængighed nedstemt ved en folkeafstemning.