Reisa nasjonalpark, nordnorsk naturområde, som grænser op til Finland; 803 km2. Området, der blev fredet i 1986, har stor geologisk, botanisk og ornitologisk interesse; desuden lever her både bjørn, jærv og los. Parken gennemstrømmes af elven Reisa, som på en lang strækning løber i en dyb canyon og andre steder danner vandfald.