Price, familie af danske artister, ballet- og teaterkunstnere. Familien er oprindelig engelsk.

Stamfaderen James Price (1761-1805), som var af kunstberiderfamilie, kom til Dyrehavsbakken 1795.

Fra 1801 viste han pantomimerHofteatret og dernæst på Vesterbro, hvor familien fra 1817 etablerede sig med Morskabsteatret. Hertil kom turnéer, bl.a. til Rusland.

Adskillige medlemmer af de følgende generationer markerede sig inden for pantomime, dans og teater. Af James' sønner blev Adolph Price (1805-90) således en betydelig Pjerrot i stilen fra Casorti i den genre, som siden blev overtaget af Pantomimeteatret i Tivoli.

August Bournonville havde et godt blik for Pricernes dansebegavelse: To af Adolphs børn, Juliette Price (1831-1906) og Waldemar Price (1836-1908), opnåede efterhånden betydelige positioner i Den Kongelige Ballet. Juliette huskes bl.a. som Sylfide i Sylfiden (1849) og Hilda i Et Folkesagn (1854), og Waldemar som Junker Ove i Et Folkesagn (1864).

Flere af medlemmerne af den generation valgte skuespillet, på scener i København og provinsen. Den sidste betydelige balletkunstner var solodanseren Ellen Price (1878-1968).

Inden for teatret stod John Price som en af sin tids betydeligste instruktører.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig