Precision Approach Radar, (eng. 'præcisionsindflyvningsradar'), radartype, som anvendes til Ground Controlled Approach (GCA). Radaren har to antenner, hvoraf den ene bevæger sig i højderetningen, mens den anden bevæger sig i sideretningen. Derved kan GCA-operatøren aflæse flyets position i forhold til den ønskede bane og give korrektioner til kurs og højde til piloten. Udstyret anvendes næsten udelukkende militært.