Prajapati, (af sanskrit Prajāpati 'skabningernes herre'), guddom i den indiske mytologi. I Rigveda anråbes Prajapati om at give talrigt afkom; han er den livgivende, og i en enkelt hymne nævnes han som Himlens og Jordens skaber. I den senere vediske litteratur sættes han ofte i forbindelse med hele skabelsesprocessen, hvor hans udøvelse af streng askese er et vigtigt element. I hinduismen identificeres han med skaberguden Brahma.