Powys, amt (county) i den østlige del af Wales; 5077 km2, 133.000 indb. (2011). Det bjergrige amt er relativt befolkningstyndt (25 indb. pr. km2). Halvdelen af amtets areal er udlagt til nationalparker, bl.a. Brecon Beacons i syd. Det afrundede, nederoderede bjerglandskab her og i Black Mountains er af rød sandsten (fra Devontiden), mod syd overlejret af limsten. Højeste punkt er 886 m. Powys er en udpræget landbrugsregion med får og fedekvæg på bjergenes græsgange og i de frugtbare dale, fx omkring floden Severn, malkekvæg og opdyrket land. Vigtige landbrugscentre er Welshpool i nord og Brecon i syd. Llandrindod Wells (5300 indb. (2011)) midt i amtet er administrationsby og en gammel kurby. Flere store opdæmmede reservoirer indgår i vandforsyningen til bl.a. Birmingham, Liverpool, Cardiff, Swansea og Newport. Bjergene har en del vandreturisme og flere stenbrud.