Poul Andersen var en dansk jurist.
Poul Andersen var med til at opbygge en helt ny juridisk disciplin og fik derved en ganske særlig betydning inden for sit fag. Han var professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet fra 1928-1958, og hans disputats Om ugyldige Forvaltningsakter. Med særligt Henblik paa Ugyldighedsgrundene (1924) indførte helt nye begreber i dansk forvaltningsret, inspireret af tysk og fransk ret. Blandt nyskabte juridiske begreber, som skyldes Andersen, kan nævnes forvaltningsakt og magtfordrejning. Hans hovedværk er Dansk Forvaltningsret (1936) (5. udg. 1965), der stadig anses for et grundlæggende værk.
Desuden har han skrevet om offentligt erstatningsansvar og på baggrund af Grundloven af 1953 udgivet Dansk Statsforfatningsret (1954) samt en række mindre afhandlinger i værket Grundtvig som Rigsdagsmand og andre Afhandlinger (1940).
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.