Plotin

Plotin, Plotinos, ca. 205-270, græsk filosof, nyplatonismens ledende skikkelse. Plotin, der var født i Egypten, prægedes af det græske kulturmiljø i Alexandria og var elev af platonikeren Ammonios Sakkas.

Han deltog i et felttog mod perserne for at lære orientalsk filosofi at kende, hvilket mislykkedes. Derefter ledede han en art filosofisk skole i Rom, hvor han knyttedes til den kulturelt interesserede kejser Gallienus. Livet igennem talte og skrev han græsk.

Plotins skrifter blev udgivet posthumt af eleven Porfyrios, der ordnede dem i seks enneader, dvs. grupper, hver bestående af ni afhandlinger. Uden at være forelæsningsmanuskripter afspejler skrifterne Plotins mundtlige form; den ydre disposition er løs, og sproget vanskelig tilgængeligt. Hver afhandling belyser en gennemgående tankestruktur ud fra en bestemt synsvinkel.

Plotin opfattede sig som Platonfortolker. Hans metafysiske system bygger på Platon, men optager elementer ikke blot af den sene platoniske tradition, men også af aristotelisme og stoicisme.

Det er imidlertid et dybt originalt system, centreret om et højeste princip, som i flere henseender kan sammenlignes med det gode hos Platon. Plotin kaldte sit højeste princip det ene, dvs. det, som giver struktur eller form (enhed) til verden som helhed og til alle dens enkeltstørrelser. Det ene er simpelthen, alt andet har enhed og er afhængigt af det ene. Det ene er "hinsides væren og erkendelse", men bevirker, at "det andet" eksisterer og kan erkendes. Der ligger heri en dobbelthed. I sig selv er det ene ikke tilgængeligt for rationel, kun for mystisk erkendelse. Men middelbart kan det erkendes rationelt, for så vidt det virker som princip for alt andet. Det frembringer det ikke-ene eller anderledesheden ved at udfolde sig eller "strømme over" i sin egen modsætning. Det er usammensat og immaterielt og eksisterer hinsides tid og rum.

Lavere eksistensniveauer "reflekterer" og er bestemt ved hver deres form for betragtning eller kontemplation (theoria). "Skabelse" er en ikke-tidslig proces, men en nødvendig følge af kontemplation. Ifølge Plotin er der, og kan der kun være tre eksistens- eller refleksionsniveauer, hypostaser (af gr. hypostasis 'grundlag'): det ene, ånden/fornuften (nus) og sjælen. Den anden hypostase udgår fra den første, omfatter alle tankeobjekter (den intelligible verden) og er således også immateriel og hinsides tid og rum. Denne intelligible verden er en enhed. Ethvert tankeobjekt implicerer ethvert andet, og tankens form er den umiddelbare, tidsløse intuition, hvor tankeakt, tankeobjekt (idéer) og tankesubjekt er identiske. Reelt er der således tale om en enhed, men den anden hypostase adskiller sig fra den første ved selve refleksionsbegrebet: Begrebsligt kan der sondres mellem subjekt og objekt.

Den anden hypostase "skaber" den tredje, sjælens hypostase: En tidslig og sansbar verden, hvor enkelttingene også reelt er differentieret og adskilt indbyrdes. Sjæl opfattes som i traditionen både som livsprincip og som sæde for en bestemt form for erkendelse, den diskursive, der forløber i tid og bevæger sig fra det ene objekt til det andet.

Plotin skelner mellem verdenssjælen, som styrer hele verden, og de individuelle sjæle, som afspejler verdenssjælen; begge styrer og former materien, som er den yderste grænse for Plotins univers. Materien reflekterer ikke og er derfor ikke nogen selvstændig hypostase. Den foreligger altid som formet materie og er således led i den strukturerede verden, der som helhed er "god" i og med, at den eksisterer. Men betragtes materien i isolation, er den "ond", ondskab forstået som mangel på godhed. Hvis den menneskelige sjæl vender sig mod materien, er det derfor ensbetydende med selvdestruktion.

En hypostase er et eksistensniveau, og en hvilken som helst hypostase omfatter verden som helhed. Men Plotins tankesystem er dynamisk. Et højere eksistensniveau udfolder sig i eller "skaber" et lavere.

Med en metafor kaldes dette emanation, udstrømning. Imidlertid kan bevægelsen også gå den modsatte vej, fra lavere til højere niveauer.

Mennesket har mulighed for en sådan opstigning fra det lavere til det højere. Det individuelle menneske hører i princippet til i sjælens hypostase, men den menneskelige sjæl rummer skjulte resurser. Mennesket kan ville "være sig selv", dvs. vende sig mod materien, men kan også vende sig mod de højere hypostaser, som potentielt foreligger i den menneskelige sjæl. Derved overskrider mennesket det individuelt "menneskelige", identificerer sig med det åndelige og bliver immunt over for den strenge kausalitet, som det er underlagt som materielt væsen.

En identifikation med det overindividuelle finder sted ved den mystiske oplevelse. Plotin var selv mystiker, og hans filosofi kan kaldes intellektualistisk mystik. Han fremlægger sine synspunkter rationelt og argumenterende og henviser aldrig til den mystiske oplevelse som en sidste begrundelse, snarere som en opfordring til selvoplevelse.

Først og fremmest gennem Augustin fik Plotin indirekte, men afgørende indflydelse på middelalderlig filosofi. Den vestlige verden fik førstehåndskendskab til hans skrifter gennem Marsilio Ficinos latinske oversættelse (1492). Om Plotins indflydelse i øvrigt, se nyplatonisme.