Plancks konstant er en fundamental naturkonstant med værdien h = 6,626070040·10-34 J∙s (joule gange sekund). Plancks konstant, der også betegnes virkningskvantet, blev indført af Max Planck, der i 1900 viste, at et elektromagnetisk felt med frekvens ν kun kan modtage eller afgive energi i mindsteportioner af størrelsen hν.

Faktaboks

etymologi:

Navngivet efter Max Planck

I 1913 opstillede Niels Bohr sin atommodel ud fra den hypotese, at elektronens bevægelsesmængdemoment kun kan ændre sig i mindsteportioner af størrelsen h/(2π), betegnet med symbolet ℏ. Den efterfølgende udvikling viste, at partikler med energi E og impuls p må tilskrives en frekvens ν = E/h og en bølgelængde λ = h/p, og at vor principielle mulighed for at kende disse størrelser samtidig er begrænset af Heisenbergs ubestemthedsrelation.

På matematisk form udtrykkes denne komplementaritet ved ΔE∙Δt ≥ ℏ og Δp∙Δx ≥ ℏ, hvor x er partiklens sted til tidspunktet t, og hvor symbolet Δ refererer til ubestemtheden på den størrelse, der følger efter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig