Plancks konstant er en fundamental naturkonstant med værdien h = 6,626070040·10-34 J∙s (joule gange sekund). Konstanten blev indført af den tyske fysiker Max Planck, der i 1900 viste, at et elektromagnetisk felt med frekvens ν kun kan modtage eller afgive energi i mindsteportioner af størrelsen hν.

Faktaboks

Etymologi

Navngivet efter Max Planck

Også kendt som

virkningskvantet

I 1913 opstillede Niels Bohr sin atommodel ud fra den hypotese, at elektronens bevægelsesmængdemoment kun kan ændre sig i mindsteportioner af størrelsen h/(2π), betegnet med symbolet ℏ. Den efterfølgende udvikling viste, at partikler med energi E og impuls p må tilskrives en frekvens ν = E/h og en bølgelængde λ = h/p, og at vor principielle mulighed for at kende disse størrelser samtidig er begrænset af Heisenbergs ubestemthedsrelation.

På matematisk form udtrykkes denne komplementaritet ved ΔE∙Δt ≥ ℏ og Δp∙Δx ≥ ℏ, hvor x er partiklens sted til tidspunktet t, og hvor symbolet Δ refererer til ubestemtheden på den størrelse, der følger efter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig