Pinocchio, (ital., afledt af pino 'pinje, fyr', af lat. pinus 'fyrretræ'), eventyr om en marionetdukke, som bliver levende og lover at være artig; skrevet af den italienske forfatter Collodi (pseudonym for Carlo Lorenzini, 1826-90). Pinocchio løber hele tiden ind i problemer, bl.a. forvandles han til et æsel, og fordi han lyver, straffes han med, at hans næse vokser sig længere og længere. Han ender med at blive en god dreng. Udgivet første gang 1883, på dansk 1929. Walt Disneys tegnefilm om Pinocchio er fra 1940.