Pindar

Pindar, ca. 520-440 f.Kr., græsk forfatter. Han blev allerede i antikken anset for den største af korlyrikerne og har siden været beundret fra Horats over Hölderlin til Ezra Pound. Han var født i Boiotien i Vestgrækenland, men blev tidligt kendt og efterspurgt i hele den græske verden. Pindar skrev for betaling og på bestilling til kunder, stater eller enkeltpersoner, de sidste for det meste fra de øverste samfundslag som fx tyrannerne på Sicilien. Den alexandrinske filolog Aristofanes udgav hans værker i 17 bøger ordnet efter genrer som hymner, dithyramber, paianer, threnoi (klagesange), epinikier o.a. Af disse er kun de fire bøger epinikier fuldstændigt bevaret, men papyrusfund forøger stadig mængden af fragmenter i andre genrer, især paianer. Trods tidligere forsknings ihærdige forsøg på at læse hans biografi ud af digtene ved man næsten intet om hans liv. Det formodes, at han rejste en del, i al fald synes han at have haft gæstevenskab med flere betydelige personer på Sicilien og andre steder. Det ældste bevarede digt (det tiende pythiske) er fra 498 f.Kr., det yngste (det ottende pythiske) fra 446 f.Kr. De mest berømmede stammer fra perioden 480-460 f.Kr., men mange lader sig ikke datere med sikkerhed.

Epinikierne er skrevet i forbindelse med sejre i de fornemste af de fællesgræske sportslege i Olympia, Delfi (Pytho), Nemea og på Isthmen. Som al korlyrik har digtene således en vis kulttilknytning enten i forbindelse med selve sejren eller med den sejrende atlets hjemkomst. Pindars digte er kulminationen af en tradition, der afspejler sig i den ret faste struktur, bestående normalt af tre elementer, der kan udvides efter behag eller efter kundens ønske. Det første element er en række konventionelle træk knyttet til lejligheden. Hermed priser digteren vinderen og hans familie, hans eller familiens eventuelle tidligere sejre, sejrens art, stedet, vinderens andre egenskaber og udtrykker håb om kommende triumfer. Såvel de forskellige sportslege som de forskellige discipliner indgik i en alment anerkendt rangorden med en sejr i Olympia med hestefirspand som det ultimativt fornemste. Desuden indeholder digtene som regel også en mytisk del, der sætter begivenheden i perspektiv. Tredje og sidste element er en række overgangs- eller forbindelsesled mellem de enkelte dele. De består tit af generelle sentenser (gnomai) eller etiske/religiøse kommentarer til de to andre elementer, ofte fremført af digterjeget, der med henvisning til begreber som hybris eller nemesis minder vinderen om hans dødelighed. Der kan også være betragtninger om digterens eller digtningens vigtige funktion og rolle. Epinikierne har således et kraftigt indslag af moralsk didaktisk art. De transcenderer deres øjeblikkelige funktion ved at relatere den til menneskelivets store spørgsmål: lidelse, ubestandighed, naturens gang, alder og død. De reproducerer en konservativ aristokratisk ideologi og livsholdning, ikke meget forskellig fra den heroiske, der ses i de homeriske eposer. Sportsudøvelse ses som en lejlighed til demonstration af de højeste menneskelige egenskaber, og sejren som beviset på besiddelsen af dem. De egenskaber, der fremhæves, er ikke kun de fysiske og tekniske, men også moralske som retfærdighed, beherskelse, generøsitet, ro og lovlydighed.

Det mest omdiskuterede problem i Pindarforskningen har længe været spørgsmålet om epinikiets enhed. Enhedstilhængerne deler sig i to lejre, hvoraf den ene finder enheden på indholdsplanet i en grundtanke, en idé eller et gennemgående billede; den anden udelukkende i de faste elementer i den konventionelle del. Et tidligt og fremragende eksempel på den retning, der er skeptisk over for en gennemført enhed i Pindars digte, er den danske disputats af A.B. Drachman, Moderne Pindarforskning fra 1891, der var et opgør med de førstnævnte enhedstilhængere. Sammenhængen mellem de enkelte elementer, specielt mytedelens kobling til den konventionelle del, er fortsat genstand for diskussion. Et andet opgør har været vendt imod en alt for bastant biografisk-historisk tolkning.

Pindars sprog er som det homeriske et kunstsprog, men domineret af vestgræsk eller dorisk, hvor Homers var domineret af jonisk. Digtene er hyppigst bygget op af en eller flere triader: strofe, antistrofe og epode, hvoraf de to første er metrisk identiske. Enkelte, især af de kortere digte, er bygget op af ens enkeltstrofer. Versemålene udviser stor variation ligesom digtenes længde, der går fra 20 til 300 vers. De fleste er på ca. 100. Pindars stil er billedrig, fyldt med metaforer, undertiden med vanskelige og pludselige overgange. Der er en del Homerreminiscenser, men også mange dristige sproglige nydannelser især i adjektiverne. Specielt er begyndelsen til de enkelte oder ofte imponerende med billeder eller analogier, der fanger modtagerens opmærksomhed. Bemærkelsesværdig er også Pindars evne til visuelle detaljer og gribende patos. Digtene har som al korlyrik været ledsaget af dans og musik, men man ved intet om hverken toner eller koreografi, heller ikke om, hvorvidt Pindar selv deltog i indstudering eller fremførelse. Man ved ikke, hvordan kommunikationen mellem digter og kunde forløb, og moderne forskning diskuterer, om digtene faktisk i alle tilfælde blev opført af et kor. Fortolkningen af digtenes brug af "jeg" som repræsenterende digterjeget, kor, korleder eller fremfører diskuteres ligeledes. Den nyeste og bedste danske oversættelse findes i Holger Friis Johansens Pindar. Tretten epinikier (1981).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig