Pierre Elliott Trudeau, 18.10.1919-28.9.2000, fransk-canadisk jurist og liberal politiker. Trudeau var Canadas justitsminister 1967-68, premierminister 1968-79 og igen 1980-84. I oktober 1970 erklærede han kortvarigt Québec i undtagelsestilstand og kvalte en begyndende terrorisme blandt yderligtgående separatister. På føderalt niveau blev fransk styrket, ved at landet blev erklæret for tosproget, og for at tilfredsstille andre minoritetssprog og -kulturer fremhævede Trudeau værdien af et multikulturelt samfund. I 1982 fik han gennemført en ny forfatning, der bl.a. betød, at Canada blev uafhængig af det britiske parlament.