Philip Francis, 1740-1818, britisk forfatter, embedsmand og politiker. Francis menes at være forfatter til nogle artikler, der 1769-72 blev trykt i en avis i London under pseudonymet Junius, og som indeholdt skarp kritik af den britiske regering. I 1773 blev han medlem af regeringsrådet i Britisk Indien og kom som sådan i et stærkt politisk og personligt modsætningsforhold til generalguvernøren, Warren Hastings. Efter at være vendt tilbage til Storbritannien i 1781 virkede han for at få Hastings dømt for magtmisbrug. Hastings blev dog frikendt i 1795. 1784-1807 var Francis i lange perioder Whig-medlem af Parlamentet.