Pfalz, den sydligste del af den tyske delstat Rheinland-Pfalz mellem højdedraget Hunsrück og grænsen til Frankrig.

Pfalz rummer bl.a. Pfälzer Wald, Hardt og Pfälzische Rheinebene. Området har grøntsagsproduktion, og især asparges spiller en stor rolle. Den erhvervsmæssigt vigtigste by er Ludwigshafen, mens Neustadt an der Weinstraße er regeringsby, og Speyer udgør et kulturelt centrum.

Læs også om Rheinland-Pfalz.

Vin

Pfalz, der tidligere var kendt som Rheinpfalz, er med et vinareal på 23.000 ha det næststørste distrikt i Tyskland efter Rheinhessen, men ofte det største i mængde med en årlig høst på 2,5-3,0 mio. hl, 25% af den tyske vinhøst.

80% af vinene er hvide, aromatiske, runde og fyldige. Müller-thurgau er den mest udbredte drue, men de bedste vine laves af riesling, scheurebe og kerner.

På den blå drue portugiser laves lette og bløde rødvine, mens pinot noir (spätburgunder) giver gode vine hos unge, kreative vinavlere.

2/3 af de 11.500 vinbønder leverer deres druer til kooperativer eller store vinhuse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig