Paul Hammerich

Faktaboks

Paul Hammerich
født:
12. juni 1927
død:
16. april 1992

Paul Hammerich, 12.6.1927-16.4.1992, dansk journalist og forfatter; fra 1982 gift med Malene Schwartz.

I 1948 kom Paul Hammerich til Politiken, hvor han efter sine journalistiske læreår og en periode som rejsende reporter blev redaktør af avisens søndagsudgave (1960-67). Efter et kort ophold i ugebladsverdenen, bl.a. som redaktør af Hjemmet (1968-69), blev Paul Hammerich i 1971 ansat ved Gyldendal. I 1983 vendte han tilbage til Politiken som kronikredaktør og columnist.

Paul Hammerichs hovedværk, En danmarkskrønike 1945-72 (3 bd., 1976-80), er en subjektiv samtidshistorie set gennem københavnerradikale briller, fascinerende ved sin sproglige veloplagthed og sine suveræne tematiske greb. Samme krønikestof blev 1983-84 til tv-produktionen Gamle Danmark.

Som revysatiriker og underholdningsforfatter bidrog Paul Hammerich til en række radio- og tv-serier, bl.a. Karlsens Kvarter, Hov-Hov, Huset på Christianshavn og Matador. Sammen med Bent Fabricius-Bjerre skrev han musicalen Esther (1988) efter Henri Nathansens skuespil Indenfor Murene. Han har desuden produceret tegnefilm og var 1979-83 bestyrelsesformand for Det Danske Filminstitut.

Paul Hammerichs bog Lysmageren — en krønike om Poul Henningsen (1986) er en stofmættet og indlevet fremstilling af hans kulturradikale forbilledes liv og virke.

Et udvalg af Paul Hammerichs produktion fra hans sidste periode ved Politiken foreligger i Historien længe leve og andre korte krøniker (1990). I 1992 udkom posthumt Undtagelsen: en krønike om jøderne i Norden frem til 2. Verdenskrig.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig