Paul A.M. Dirac

Faktaboks

Paul A.M. Dirac

Paul Adrien Maurice Dirac

Født
8. august 1902, Bristol, Storbritannien
Død
20. oktober 1984, Tallahassee, Florida, USA

Paul A.M. Dirac (tv.) og Aage Bohr ved The Commemoration Meeting på Niels Bohr Institutet i juli 1963, hvor forskere, der var tilknyttet instituttets første epoker, fejrede 50-års-jubilæet for udgivelsen af Niels Bohrs første artikler om kvanteteorien for atomet.

.

Artikelstart

Paul A.M. Dirac var en britisk fysiker og en af 1900-tallets mest betydningsfulde teoretiske fysikere. I perioden 1925-1933 fremsatte han en række teorier, der revolutionerede fysikken, hvilket i 1933 blev belønnet med nobelprisen i fysik, som Dirac delte med Erwin Schrödinger.

Som færdiguddannet elektroingeniør studerede Dirac fysik ved Cambridge University, hvor han i 1925 udviklede en original variant af Heisenbergs kvantemekanik. I 1932 blev han professor i Cambridge, hvor han var indtil 1969, da han slog sig ned i Florida. Personligt var Dirac kendt som en yderst sky og tavs mand, der koncentrerede sig om fysikken, og som foretrak at leve som han tænkte: logisk, rationelt og verdensfjernt.

Dirac skrev i 1930 en af de første og mest betydningsfulde lærebøger i kvantemekanik, Principles of Quantum Mechanics. I 1928 formulerede han den fundamentale Dirac-ligning. På grundlag heraf forudsagde han i 1931 eksistensen af "antielektroner", hvilket blev bekræftet, da man i 1932 fandt positive elektroner (positroner) i den kosmiske stråling. I 1931 forudsagde Dirac også eksistensen af negativt ladede antiprotoner, som først blev påvist 1955, samt af magnetiske monopoler, dvs. partikler med en isoleret magnetisk ladning. Selvom sådanne monopoler er almindeligt anerkendte blandt fysikere, er de aldrig blevet påvist i naturen.

Af Diracs senere arbejder kan især fremhæves hans kosmologiske teori fra 1937, hvor gravitationskonstanten afhænger af tiden. Denne teori må nu anses for at være tilbagevist, men har spillet en vigtig rolle i kosmologiens historie. Mange af Diracs teorier var motiveret af hans stærke intuition om, at grundlæggende fysiske teorier må være simple og "smukke". På trods af sin opposition til dele af efterkrigstidens fysik regnes Dirac som en af historiens største fysikere på linje med Albert Einstein, Niels Bohr og Werner Heisenberg.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig