Faktaboks

Paul-Louis Courier
Født
4. januar 1772, Paris
Død
10. april 1825, Véretz, Touraine
Gadenavn i Paris Paul-Louis Courier
I Paris' 7. arrondissement er en lille gade blevet opkaldt efter Paul-Louis Courier.

Franskmanden Paul-Louis Courier gjorde sig gældende som politisk debattør og pamfletskriver. Han gennemgik først en militær uddannelse, men under indtryk af revolutionen i Frankrig og som vidne til landbefolkningens elendige forhold i sin hjemegn Touraine indtog han en mere og mere oppositionel stilling til samfundsordenen, opgav karrieren i 1809 og kastede sig ud i den beske samfundskritik, som er forbundet med hans navn.

"Pamfletist" og samfundskritiker

Ud fra sin grundlæggende sympati for underklassen opponerede Courier mod enhver autoritet: "Menneskene er ondsindede og feje, uforskammede, de afskyr retfærdighed, ret, lighed", erklærede han pessimistisk i 1806. Alle magthavere var skydeskive for hans angreb: Napoleon, kongedømmet (Simple discours de Paul-Louis, 1821, som bragte ham i fængsel) og kirken (Pétition pour les villageois que l'on empêche de danser, 1822, Bønskrift for landsbybeboere, som man forhindrer i at danse). I 1824 erklærer han sig direkte, offentligt som "pamfletist". En omfattende korrespondance giver indtryk af et helt liv i opposition, brat afsluttet, da han myrdedes.

På dansk findes et udvalg Satiriske Skrifter (1891).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig