Faktaboks

Pascal Quignard
Født
23. april 1948
Pascal Quignard

Pascal Quignard fotograferet i maj 2008.

Pascal Quignard
Af /Writer Pictures/Ritzau Scanpix.

Pascal Quignard er en fransk forfatter. Hans omfattende forfatterskab er dobbelt: Han har skrevet romaner bygget op om personernes stærke følelsesliv genfortalt af dem selv. Samtidig har han publiceret refleksioner over litteratur, kunst og sprog. Hans hovedtanke er, at litteratur bliver til i et rum af erindringer som en genklang af virkeligheden.

I 1986 udkom romanen Le Salon du Wurtemberg, i 1989 Les Escaliers de Chambord, og i 1993 L'occupation américaine (1993). Men det var med den lille roman Tous les matins du monde (1991, filmatiseret samme år, dansk titel Alle morgener på jorden, 1992), at Quignard for alvor slog igennem. Romanens tema er musikeren, der kun vil spille i det skjulte og dér finde sit instruments "stemme". Quignard føjer hertil myten om Orfeus, der bringer Eurydike op fra de dødes rige for at give hende nyt liv: Kunsten er en genfødsel.

Dette tema genfindes i rækken hans tankemættede bøger, som i formen kan minde om François de La Rochefoucauld og Michel de Montaigne. Det optræder allerede i essayet Le Lecteur(1976) om bogen som et "fravær af verden". Men litteraturen giver rum for ekkoer af verden og tiden før nu (Sur le jadis, 2002). Les Ombres errantes (2002, Prix Goncourt) fortsætter refleksionerne over kunsten, der ikke mindst i musikken er som et skyggespil i forhold til virkeligheden. Les Désarçonnés (2012) kondenserer temaet i et "saeculo renuntiare", dvs. at give afkald på verden; her ses Quignards store interesse for jansenismen, der minder ham om en tilbagetrukken skabelse af kunst.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig