Paraplyteatret, dansk børneteater, oprettet 1969, lukket 1999. Teatret blev stiftet som Ray Nusseleins Børneteater af Ray Nusselein (1944-1999); fra 1972 Paraplyteatret.

Det sceniske rum opstod ofte for tilskuernes øjne ud af en mærkelig "maskine" eller kasse eller under en paraply.

Genstande, som opnåede et poetisk andet liv end det vante, spillede en stor rolle, både i Nusseleins mange enmandsforestillinger, og når der var medspillere.

Publikums meddigtende fantasi og humor vaktes lige så stille, når der spilledes for "det største i de mindste og det mindste i de største".

Teatret havde en omfattende international turnévirksomhed. I 1999 døde Nusselein, og teatret lukkede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig