Oluf 2. Haraldsen

Faktaboks

Oluf 2. Haraldsen

Roskildekrøniken kalder Oluf for "et uhyre med mange hoveder".

Død
1143

Oluf 2. Haraldsen var en dansk stormand og konge i Skåne. Han var søn af Harald Kesja og dennes hustru Ragnhild.

Oluf overlevede som den eneste af Haralds mange sønner Erik 2. Emunes overfald og tog derefter kampen op mod Eriks slægt. Han forsøgte sig først på Sjælland, hvor han hærgede og i 1139 slog Roskildebispen Rike ihjel i Ramløse kirke. Efterfølgende vandt Oluf fodfæste i Skåne, hvor han opnåede at blive hyldet som konge. Selvom Ærkebiskop Eskil måtte stille ham gidsler, og Oluf for en tid kunne herske over Skåne, vandt han ikke tilslutning i resten af riget.

Det lykkedes efter flere fejlslåede forsøg endelig for Erik 3. Lam at besejre Oluf i 1142, hvorefter denne måtte flygte til Sverige. Under et fornyet indfald i Skåne i 1143 kom det til det afgørende slag ved Tjuteå nær det nuværende Helsingborg, og her faldt Oluf.

En lundemønt, som i ældre litteratur tillagdes Oluf, tilskrives nu kong Niels.

En formodet søn af Oluf, Harald Skrænk, forsøgte sig i 1182 uden held som tronkandidat i Skåne efter Valdemar 1. den Stores død.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig