Olof Skötkonung

Olof Skötkonung, ca. 980-1021/22, konge af Sverige. Olof, der var blevet kristnet enten i England før 995 eller i Sverige, måske i Husaby, Västergötland, efterfulgte 995 sin far, Erik Sejrssæl, og deltog ifølge den islandske overlevering i år 1000 i Slaget ved Svold på sejrherrernes side.

Fra England havde han medbragt angelsaksiske møntmestre, som slog de såkaldte Sigtunamønter, skønt pengeøkonomien endnu ikke havde vundet indpas i Sverige.

Ifølge Adam af Bremen fik Olof ikke held med at forbyde hedenske ofre blandt svenskerne, og han holdt sig derfor til den tidligst kristnede provins, Västergötland, hvor han i samarbejde med ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen grundlagde Skara Stift.

Olof blev efterfulgt af sine to sønner, Anund Jakob, Svend 2. Estridsens beskytter i de unge år, og Emund den Gamle.

Betydningen af tilnavnet Skötkonung er uafklaret; det refererer måske til skøde eller skat.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig