Artikelstart
Olivia Holm-Møller, 1875-1970, dansk maler og billedhugger, uddannet på Kunstakademiet 1901-10. Som billedhugger udførte Olivia Holm-Møller bl.a. portrættet af maleren Ejnar Nielsen (bronze, uden år, KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg).
Holm-Møller hentede inspiration til sit ekspressive og symbolske maleri i Bibelen, mytologien og på talrige rejser. Efter gennembrudsværket Niobe (1914) malede hun bl.a. ti mægtige billeder, Slægten I-X (1934-47, de fleste på Askov Højskole), der skildrer menneskets grundlæggende vilkår med udgangspunkt i kvindernes liv. I 1935 skabte hun en udsmykning til Kvinderegensen i København.
Efter 1945 foretog Olivia Holm-Møller flere rejser til fjerne lande s.m. maleren Jens Nielsen. Mange af hendes værker blev samlet på det museum, der blev grundlagt i 1971 i Holstebro som Jens Nielsens Museum, derefter kaldet Jens Nielsen & Olivia Holm-Møller Museet, som en afdeling af Holstebro Kunstmuseum. Museet virkede i egen bygning indtil 2013, og samlingerne findes nu på Holstebro Kunstmuseum.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.