Oldoinyo Lengai. Den ca. 2000 m høje, stejle kegle består hovedsagelig af pyroklastisk materiale af nefelinitisk sammensætning vekslende med aflejrede lavastrømme af nefelinit og fonolit. Øverst ses vulkanen i udbrud august 1960. Dens sider er furet af kløfter dannet af kraftige regnskyl. I midten ses toppen af vulkanen med to kratere; det nordlige har aktiv vulkanisme i form af carbonatitlavaer, der er hvide og grå på fotografiet. Krateret har en diameter på ca. 600 m, kratervæggen er ca. 200 m høj. Den lille sorte prik midt i krateret er et minikrater. Nederst ses tynde, grå og hvide strømme af reblava (pahoehoe lava), der er dannet af tyndtflydende smelter af natriumcarbonat-sammensætning. Dette udbrud fandt sted 1988.

.

Oldoinyo Lengai, vulkan i den østafrikanske Rift Valley på sletten syd for Lake Natron i Tanzania. Den blev skabt for mere end 15.000 år siden og rejser sig i 2890 m højde med et krater på toppen, som næsten kontinuerligt er i udbrud.

Oldoinyo Lengai er den eneste vulkan på Jorden, der producerer carbonatitiske lavaer, dvs. magmabjergarter, som hovedsagelig består af carbonat, i dette tilfælde natriumcarbonat.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig