Nur al-Din, 1118-1174, muslimsk hersker med tilnavnet Den Retfærdige Hersker. Nur al-Din blev i 1146 atabeg over Aleppo i det nordlige Syrien, idet han dog formelt anerkendte den abbasidiske kalif i Baghdad som sin overherre. Han var gennem hele sin regeringstid aktiv i militære opgør mod korsfarerne, der i 1099 havde erobret Jerusalem og siden grundlagt flere stater. Han søgte at forene det muslimske Mellemøsten; 1154 erobrede han Damaskus, og 1169-71 sikrede han sig kontrol over Egypten. Nur al-Din lod opføre adskillige moskéer, skoler og hospitaler i det område, han kontrollerede, og lagde grundlaget for Saladins erobring af Jerusalem i 1187.