Nikolaj Tjernysjevskij var en russisk forfatter og litteraturkritiker. Med sin afhandling Kunstens æstetiske forhold til virkeligheden (1855) trådte han frem som en radikal fortaler for en materiel og nyttebetonet kunstkritik. Hans tanker blev fulgt op af Dmitrij Pisarev mfl. og fik i sovjettiden en renæssance i den socialistiske realisme. I 1862 blev han arresteret pga. politiske aktioner, og i fængslet skrev han romanen Hvad bør der gøres? (1863), som blev en bibel for generationer af unge revolutionære. Dostojevskijs Kældermennesket (1864) var et direkte modsvar til Tjernysjevskijs roman, og senere skrev Vladimir Nabokov en dræbende parodi i form af romanen Gaven (1937-52). I 1864 fik Tjernysjevskij, ligesom tidligere Dostojevskij, en fingeret dødsdom, som blev ændret til livsvarig forvisning til Sibirien.