Nielsen Nielsen & Nielsen. Villa Malberg i Århus er bygget af Nielsen, Nielsen & Nielsen i 1989. Udformningen af enfamilieshuset har som udgangspunkt overtaget den traditionelle villas kompakte form, der ikke desto mindre brydes op i sammenstødet med de øvrige bygningsdele. Formbehandlingen er påvirket af en af de førende amerikanske arkitekter Frank O. Gehrys kollisions-arkitektur.

.

Danmarks Akvarium. 3XN's vinderforslag til udformning af Den Blå Planet.

.

Nielsen Nielsen & Nielsen. Arkitekternes Hus i Strandgade, København, blev udskrevet i konkurrence maj 1994. Nielsen, Nielsen & Nielsen vandt med denne bygning, hvis glasfacade mod havnen spejler bygningerne på den anden side. Bygningen blev indviet i efteråret 1996.

.

Nielsen, Nielsen & Nielsen, 3×Nielsen, 3XN, dansk tegnestue-fællesskab, etableret i 1986 af tre aarhusianske arkitekter med fornavnene Lars Frank (f. 1951), Kim Herforth (f. 1954) og Hans Peter Svendler (f. 1954). Sidstnævnte forlod tegnestuen 1994, førstnævnte i 2003, mens andre er kommet til som partnere. En sikker formsans og viljen til nytænkning gav 3×Nielsen en central plads i 1980'ernes arkitekturdebat, hvor de blev repræsentanter for en moderat postmodernisme, der fastholdt elementer fra funktionalismen. I 1990'ernes bygningsværker ses en mere rendyrket udvikling med rødder i såvel dansk som international senfunktionalisme. Kim Herforth Nielsen modtog C.F. Hansen Medaljen i 2009.

Tegnestuen har vundet en lang række konkurrencer, både i Danmark og i udlandet. Blandt de opførte værker er kongres- og kulturcenter (1990-91) samt retsbygning (1991-92) i Holstebro, Arkitekternes Hus i København (1995-96), Nordsømuseets Oceanarium i Hirtshals (1998) og den danske ambassade i Berlin (1997-99). Det nye center for moderne musik i Amsterdam, Muziekgebouw aan't Ij (1997-2005), slog for alvor tegnestuens ry i udlandet fast, ligesom finansieringsvirksomheden FIHs hovedsæde på Langelinie i København (2002) gjorde sig bemærket blandt havneområdets mange nybyggerier.

I Helsinki opførtes 2004-06 det mere end 100 m høje boligtårn Vousaari Tower, 2006 åbnede den renoverede og udbyggede koncertsal i Tivoli og 2007 Ørestad Gymnasium på Amager og Alsion i Sønderborg, der huser Syddansk Universitet, Forskerpark Syd, en koncertsal m.m.

Det prisbelønnede hovedsæde for Middelfart Sparekasse i Middelfart blev indviet i 2010, og Liverpools nye byhistoriske museum, det skulpturelt udformede Museum of Liverpool, åbnede 2011. Samme år stod hotellet Bella Sky Comwell på Amager med de skråtstillede bygningskroppe færdigt.

En ny bygning til Danmarks Akvarium, kaldet Den Blå Planet, opførtes 2010-13 på Amager. Bygningen er placeret ud til Øresund og er Nordeuropas største akvarium med plads til over 20.000 fisk og havdyr. Udformningen med krumme bygningselementer, dækket af blanke aluminiumsflader, er af høj kompleksitet, inspireret af vandets hvirvelstrømme.

2013 indviedes FN-byen på Marmormolen i Københavns Nordhavn, en stjerneformet kontorbygning for ca. 900 FN-ansatte fra over 100 lande, konstrueret med et meget lavt energiforbrug.

3XN's hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig