Nicholas Rowe, 1674-1718, britisk dramatiker. Han skrev tragedier i nyklassisk stil, bl.a. til skuespilleren Thomas Betterton. Tamerlane (1702) havde så klare referencer til politiske spændinger mellem Frankrig og England, at det opførtes årlig frem til 1815. The Fair Penitent (1703) og The Tragedy of Jane Shore (1714), sidstnævnte med et følsomt, kvindepsykologisk indhold, gav senere Sarah Siddons et par af hendes yndlingsroller. 1709 stod han for den første tekstkritiske og illustrerede Shakespeareudgave The Works of Mr. William Shakespear; Revis'd and Corrected i 6 bind, som blev indledt med det første forsøg på en Shakespearebiografi (2. udg. i 9 bind, 1714).