New Zealand - litteratur

New Zealand - litteratur, New Zealands litteratur forstås langt bedre end fx australsk eller canadisk litteratur som delt mellem den oprindelige befolknings tradition, der er skrevet både på maori (skriftsprog fra ca. 1800) og engelsk samt en pakehatradition (pakeha er maoriernes betegnelse for de europæiske tilflyttere). Maorilitteraturen har sit udgangspunkt i den mundtlige traditions genealogier, sange og myter. Pakehalitteraturen tager sin begyndelse med de første større bosættelser i 1840'erne og erobringskrigene i 1860'erne; men den tidlige pakehalitteraturs heroiske beskrivelser af nybyggernes kampe med naturen og krigeriske indfødte har ofte som baggrund indgående beskrivelser af maorikulturen. Disse spænder fra fordrejelserne i den første egentlige newzealandske klassiker, Frederick Manings (1811-83) Old New Zealand (1863, da. Rejse til en gammel verden, 1953), til den dansk-newzealandske digter Johannes Andersens (1873-1962) mere afbalancerede beskrivelser og oversættelser fra begyndelsen af 1900-t.

Kulturelt betragtede de indvandrede newzealændere sig længe som briter i Sydhavet, og mange af landets kendteste forfattere fra Katherine Mansfield til krimiforfatteren Ngaio Marsh opfattes internationalt kun i ringe grad som newzealændere, selvom Mansfields indflydelse har gjort novellen til en dominerende genre i New Zealand. Det var egentlig først i 1930'erne i kredsen om digteren Allen Curnow (1911-2001), at idéen om en national litteratur vandt fodfæste, baseret på en mytisk opfattelse af ørigets isolation, unikke natur og maoriernes kultur. I Frank Sargesons (1903-82) fine realistiske novellekunst skildres samfundet til gengæld fra bunden som en kolonial slum i et underspillet newzealandsk talesprog, hvis udtryksløshed antager både ironiske og tragiske dimensioner. En kredsen om marginaliteten udvikles i de to store forfatterskaber i den efterfølgende generation: Hos James K. Baxter (1926-72) slår en voldsom, romantisk billedmættet naturlyrik over i stærke gammeltestamentlige dommedagsvisioner i Jerusalem Sonnets (1970), hvorimod Janet Frame i sin impressionistiske romankunst søger psykologiske og fortælletekniske yderpunkter. Men i øvrigt sameksisterer nationalisme og internationalisme tilsyneladende uproblematisk hos de for New Zealand så karakteristiske digter-kritikere: Allen Curnow, C.K. Stead (f. 1932), Vincent O'Sullivan (f. 1937) og Ian Wedde (f. 1946).

1970'erne og 1980'erne har især været karakteriseret af maorirenæssancen inden for prosaen, som rækker fra Witi Ihimaeras (f. 1944) familiekrøniker (fx The Matriarch, 1986) til Alan Duffs (f. 1950) stærke skildringer af et kulturelt sammenbrud i Once Were Warriors (1990, da. Krigerhjerte, 1997), fra Patricia Graces (f. 1937) genskabelse af maorisk fortællekunst i Potiki (1986) til Keri Hulmes vision om en "kommensalisme" mellem maori og pakeha i The Bone People (1983, da. Marvfolket, 1987). Der findes også en mindre, "etnisk immigrantlitteratur" spændende fra den polynesiske baggrund i den samoanske forfatter Albert Wendts (f. 1939) Sons for the Return Home (1973, da. Selv om vi elsker hinanden, 1989) til dansk mejeribrug i Yvonne du Fresnes (1929-2011) novellesamlinger Farvel (1980) og The Growing of Astrid Westergaard (1985).

Læs mere om New Zealand.