Trådruller på rad og række ved NKT’s fabriksanlæg omkring 1960. Med tilskud fra Marshallhjælpen opførte NKT i årene 1951‑54 et fabriksanlæg i Brøndbyøster.

.

NKT-koncernen er en dansk børsnoteret virksomhed, hvis historie går tilbage til 1898, da virksomheden blev stiftet under navnet Nordiske Kabel-og Traadfabriker.

Faktaboks

Også kendt som

A/S Nordiske Kabel- og Traadfabriker

Koncernens to hovedaktiviteter er fremstilling af energikabler til bl.a. vindmølleparker og byggeindustrien samt udvikling af højteknologisk fiber- og laserudstyr.

Koncernen havde i 2023 en omsætning på 19,1 mia. kr. og omkring 4.000 ansatte på verdensplan.

NKT-koncernens tidlige historie

NKT-koncernen blev i 1898 stiftet som A/S Nordiske Kabel- og Traadfabriker af ingeniør og senere handelsminister H.P. Prior. Han stiftede virksomhedens på basis af Nordisk Elektrisk Ledningstraad- og Kabelfabrik, der blev stiftet i 1891.

Med finansiel støtte fra Landmandsbanken og udnyttelse af de nye muligheder med elektrificering af samfundet voksede NKT hurtigt til et moderne industriforetagende af internationale dimensioner med produktion af kabler og ledninger som hovedfelt.

Gradvis spredte NKT ved virksomhedskøb sin produktion til beslægtede områder som halvfabrikata af metal og trådværksprodukter. Efter 2. Verdenskrig internationaliseredes NKT ved dannelse og erhvervelse af en række produktions- og salgsselskaber i udlandet.

NKT-koncernens nyere historie

Fra slutningen af 1970'erne har NKT i stigende grad satset på forskning og udvikling i takt med den accelererende teknologiske udvikling. Vigtigst har været udviklingen af optiske fibre i kabler og elektronisk kommunikationsudstyr.

Den lavteknologiske fremstilling af halvfabrikata blev frasolgt i 1983, og virksomheder som A/S Fisker og Nielsen (siden 1998 Nilfisk-Advance A/S) og Lauritz Knudsen A/S erhvervet i hhv. 1989 og 1990.

Salg og udvikling

Salget i 2000 af datterselskabet Giga til den amerikanske IT-koncern Intel gav sammen med salget i 1999 af Lexel, der fremstiller elmateriel, NKT-koncernen mulighed for at videreudvikle sine "modne" virksomheder, deriblandt Nilfisk-Advance (rengøringsmaskiner til professionel anvendelse og husholdningsstøvsugere) og NKT Cables (kabler og ledninger til elinstallation, energiforsyning og telekommunikation), samt en række vækst- og udviklingsselskaber.

I de sidstnævnte satses især på optisk teknologi, bl.a. avancerede lysledere og optiske chips og komponenter.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig