NASDA, National Space Development Agency of Japan, japansk rumfartsorganisation, oprettet 1969 med formålet at udvikle et rumprogram til fredelig anvendelse af rummet; omfatter bl.a. Japans opsendelsescenter i Tanegashima. I 1970 påbegyndtes udviklingen af en tretrinsraket, baseret på den amerikanske Delta, og i 1975 blev den brugt ved Japans første satellitopsendelse. Samme rakettype anvendtes i 1977 til opsendelse af den første japanske geostationære satellit. NASDA har afdelinger for bl.a. mikrogravitation og jordobservationer og udvikler satellitter til forskning inden for disse emner. NASDA deltager desuden i Den Internationale Rumstation og har et program til uddannelse af astronauter. NASDA havde i 1997 over 1000 medarbejdere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.