Den Internationale Rumstation

Rumstationen består i dag af 16 moduler, og flere er planlagt. Den fuldt udbyggede station er 109 m lang og 73 m bred, har en masse på ca. 420.000 kg, og dens solpaneler med en spændvidde på 73 m leverer 75-90 kW til drift og eksperimenter.

De beboelige moduler har tilsammen en volumen på ca. 1000 kubikmeter, hvor astronauterne kan opholde sig. Op til otte transport- og bemandede fartøjer kan være tilkoblet rumstationen på samme tid.

Konstruktionen af Den Internationale Rumstation blev påbegyndt i 1998. Den første besætning på tre astronauter flyttede ind på rumstationen den 2. november 2000. De tilbragte 113 dage om bord, og siden har rumstationen været permanent bemandet af tre til syv astronauter.

Indledningsvis bestod rumstationen af 2000 ton udstyr, der blev bragt på plads med flere end 44 opsendelser af de amerikanske rumfærger, de russiske Proton- og Sojuz-raketter, den europæiske Ariane 5-raket samt Japans H-2-raket.

I maj 2002 blev samlingen af rumstationens 109 m lange hovedbom påbegyndt. Samlingen af rumstationen blev afbrudt efter rumfærgen Columbias forlis i 2003, og den blev først genoptaget i 2006. I juni 2015 bestod rumstationen af 15 moduler, den store hovedbom og solpanelerne. De seneste moduler er et russisk laboratorium og en luftsluse/knudepunkt, som blev tilkoblet i 2021.

Rumstationen er i omløb 350-400 km over Jorden i en bane med en hældning på 51,6° i forhold til ækvator. Da der i denne højde er minimal gnidningsmodstand, trækkes rumstationen over tid ned mod Jorden; dens bane bliver derfor regelmæssigt hævet af små styreraketter og tilkoblede fartøjer. Denne bane er ideel for opsendelser fra Bajkonurkosmodromen i Kasakhstan, men mindre egnet for andre rumhavne.

Rumstationen kredser om Jorden med ca. 27.600 km/t. Dette betyder, at den foretager en omkredsning af Jorden på cirka 93 minutter og dermed cirka 15,5 omkredsninger per døgn.

USA er leder af projektet og har leveret adskillige moduler, bl.a. et laboratorium, et beboelsesmodul samt hovedbommen og solpanelerne. Rusland har leveret en række forsknings- og beboelsesmoduler, mens Japan og Europa hver især har bidraget med et laboratorium. Canada har bygget en robotarm, der kører uden på hovedbommen.

Foruden laboratoriet har Europa leveret en robotarm og et datasystem til de russiske moduler, laboratorieudstyr samt ATV (Automated Transfer Vehicle), et rumfartøj til opsendelse af forsyninger. Det private rumfirma Axiom Space har fået tilladelse til at tilkoble sit første private beboelse- og laboratoriemmodul til rumstationen i de kommende år.

I dag, efter at rumfærgerne blev pensioneret 2011, ankommer nye besætningsmedlemmer til Den Internationale Rumstation med rumfartøjer, der er opsendt med løfteraketter. Russerne benytter Sojuz-fartøjer, amerikanerne benytter Dragon-kapsler udviklet af Space-X. Endvidere arbejde Boeing på endnu en bemandet rumkapsel, Starliner, der skal flyve til rumstationen. Den europæiske rumorganisation ESA råder ikke over rumkapsler, der kan sende mennesker i rummet; europæiske astronauter sendes derfor op med enten amerikanske eller russiske kapsler.

Rumstationen er i dag typiske bemandet af syv astronauter, som holder sig ombord i 120-190 dage ad gangen. Besætning er normalt opdelt i to hold svarende til det Sojuz- el. Dragon-rumfartøj de ankom med og skal hjem med. I korte perioder ved udskiftning af besætninger kan der være tre eller op til ti astronauter ombord på samme tid.

Astronauterne arbejder efter UTC-tid, hvilket er et kompromis mellem de deltagende nationer. De har typisk en arbejdsuge på fem dage, med lidt vedligeholdelse/rengøring om lørdagen og fri om søndagen.

Over 245 astronauter fra mere end 20 forskellige lande, heriblandt den danske ESA-astronaut Andreas Mogensen, har besøgt rumstationen. Adskillige har besøgt den flere gange, enkelte helt op til fem gange.

• ESA
• rumfærge
• Sojuz-fartøjer
• Andreas Mogensen
• astronaut
• kosmonaut
• vægtløshed
• satellitbane
• Andreas Mogensen

• NASA
• ESA