Muqtada al-Sadr, f. 12.8.1973, irakisk shiamuslimsk leder, søn af ayatollah Mohammad Sadeq al-Sadr, der blev myrdet i 1999. Muqtada al-Sadr har en mellemlang shiamuslimsk uddannelse og har deltaget aktivt i magtkampen efter Saddam Husseins fald i 2003, hvor han etablerede sig som leder af den såkaldte Mahdi-hær. Han har ved flere lejligheder været involveret i kampe mod både amerikanske og britiske tropper i landet, men også i kampe mod andre shiitiske militser, og menes at stå bag attentatet på en anden shiamuslimsk leder, Abd al-Majid al-Khoi, i april 2003. Han har flere gange været på kant også med ayatollah Ali al-Sistani. Mahdi-hæren har udviklet sig til en betydningsfuld shiamuslimsk milits; den deltager i kampe og repressalier mod sunnimuslimske militser og civile. Muqtada al-Sadr trak sig formelt tilbage fra politik i 2014.