Momentum er betegnelsen på en fraktion, eller græsrodsbevægelse, i det britiske Labour Party, som blev skabt som støtte bag valget af Jeremy Corbyn til partileder i 2015, og som samlede en række andre græsrodsgrupper på Labours venstrefløj. Momentum fortsatte som en vigtig magtbase for Jeremy Corbyn gennem hans periode som partileder fra 2015 til 2020, herunder i forbindelse med hans genvalg som partileder allerede et år efter han først blev valgt, da han blev udfordret af partiets centrum-/højrefløj. Den primære initiativtager til oprettelsen af Momentum var Jon Lansman; en veteran i Labour Party helt tilbage fra 1980'erne. Momentum definerer sig mere som en social bevægelse end en egentlig fraktion i partiet. Det angiver selv at være inspireret af lignende bevægelser i andre europæiske lande, så som Podemos i Spanien og Syriza i Grækenland og har tre overordnede mål for det Labour Party de gerne ser udvikle sig: At hjælpe partiet med at vinde parlamentsvalg; være med til at skabe grundlaget for en socialistisk regering i Storbritannien og fungere som en bred social bevægelse mod ulighed og social eksklusion.