Faktaboks

Mogens Camre
Født
29. marts 1936
Død
5. december 2016

Mogens Camre under en grundlovstale i 2004.

.

Mogens Camre var en dansk politiker og bror til Henning Camre. Mogens Camre blev HD i regnskabsvæsen i 1961 og cand.polit. i 1967. Han var formand for den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum i København i 1962-1966 og landsformand i 1967-1968.

Mogens Camre var MF for Socialdemokratiet i 1968-1987 og partiets finanspolitiske ordfører i 1978-1987 samt politisk ordfører i 1981-1982. I 1987 blev Mogens Camre ikke genvalgt, og efter kritik af den måde, han finansierede sin valgkamp på i 1988, kom det til en konflikt i forhold til partiet.

Han var formand for KTAS' bestyrelse i 1982-1992 og budgetråd ved Danmarks faste repræsentation ved EU i 1995-1999. I 1999 brød han endeligt med Socialdemokratiet og meldte sig ind i Dansk Folkeparti; samme år blev Camre medlem af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti, hvor han sad frem til 2009. Indtil 2009 var Camre også næstformand for europaparlamentsgruppen Nationernes Europa. I 2007 blev han valgt til Folketinget, men overdrog sit mandat til suppleanten, da han samtidig var MEP. Fra 2014 var Mogens Camre medlem af Gladsaxe byråd.

Mogens Camre er medforfatter til flere politiske bøger og har bl.a. selv skrevet Danmark ved en korsvej (1996), hvor han gør op med centrale dele af den socialdemokratiske samfundsmodel og kræver kraftige stramninger i udlændingepolitikken. Blandt hans andre udgivelser er Der var et yndigt land (2014, sammen med Ole Hasselbalch og Lars Hedegaard).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig