Michelozzo di Bartolommeo, kaldet Michelozzo Michelozzi, 1396-1472, italiensk arkitekt og billedhugger. Michelozzo arbejdede først som billedhugger i Firenze s.m. Lorenzo Ghiberti og med Donatello, som han assisterede ved udformningen af flere gravmæler, bl.a. Aragazzigraven i domkirken i Montepulciano.

Blandt få bevarede selvstændige arbejder er Johannes Døberen i sølv (1452 ff., Domkirkemuseet i Firenze). Fra 1434 virkede Michelozzo mest som arkitekt, en af ungrenæssancens betydeligste. Efter Brunelleschis død i 1446 blev han bygmester ved domkirken i Firenze; her ombyggede han tillige kirken Santissima Annunziata og opførte sit hovedværk, Palazzo Medici-Riccardi (1444-52), der blev forbillede for mange renæssancepaladser.

Andre væsentlige værker er San Marco-klostrets læsesal og to gårde samt Villa Careggi uden for Firenze, en af renæssancens første landvillaer. Han virkede i sine ældre år i Venezia og i Milano og tilskrives bl.a. Portinarikapellet (1460'erne) ved kirken Sant'Eustorgio i Milano.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig