Michel Rocard

Faktaboks

Michel Rocard
Født
1930
Død
2016

Artikelstart

Michel Rocard, 1930-2016, fransk politiker. Michel Rocard var leder af SFIO's studenterorganisation 1955-56, men forlod partiet i 1958. I 1960 deltog han i dannelsen af Parti socialiste unifié (PSU), som han blev leder af i 1967 og præsidentkandidat for i 1969. I 1974 sluttede han sig til Parti socialiste (PS), hvor han udviklede et personligt og politisk modsætningsforhold til førstesekretæren, François Mitterrand. Efter socialisternes valgsejr i 1981 blev han planlægningsminister (1981-83) og landbrugsminister (1983-85). Mitterrand udnævnte i 1988 Rocard til premierminister, men tre år senere skilte han sig af med ham.

Efter PS' valgnederlag i 1993 lykkedes det for Rocard at overtage kontrollen med partiet. Nederlaget ved valget til EU-Parlamentet i 1994 tvang ham imidlertid til at trække sig fra lederposten. Michel Rocard var medlem af senatet 1995-97 og af EU-Parlamentet 1994-2009.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig