Metronome, oprindelig et dansk pladeproduktionsselskab, oprettet af Bent Fabricius-Bjerre i 1950. Selskabet udviklede sig til en central faktor i dansk film- og tv-produktion og -distribution med dannelsen af Metronome Productions i 1978 samt med overtagelsen af Constantin Film og partnerskabet med Warner Bros. i Warner-Metronome i 1979; fra 1981 opkøbte selskabet flere biografer, bl.a. Dagmar og Scala i København. Efter TV2s oprettelse i 1988 gik selskabet også ind i tv-produktion. I 1996 blev det overtaget af det norske Schibsted og Tele Danmark. Metronome har sat sit præg på dansk børne- og ungdomsfilm og produceret film for betydelige danske instruktører, bl.a. Morten Arnfred, Søren Kragh-Jacobsen og Erik Clausen.