Merano er en by i den italienske del af Tyrol. Den ligger i 320 m højde i Adige-dalen, 25 km nordvest for Bolzano. Byen har en befolkning på 40.800 indbyggere (2022), hvoraf ca. halvdelen er tysktalende.

Faktaboks

Også kendt som

Meran (på tysk)

Meranos historie

Merano var i middelalderen grevskabet Tyrols hovedby. Den oplevede imidlertid sin storhedstid i årtierne op til 1. Verdenskrig, hvor den blev den førende kurby i Tyrol, der hvert år tiltrak et eksklusivt klientel fra Østrigs og Tysklands aristokrati og borgerskab, som typisk tilbragte flere uger i byen tiltrukket af byens milde og tørre vinterklima. Indlemmelsen i Italien efter 1. Verdenskrig og nye feriemønstre fra 1920’erne ramte byen hårdt, men på få år blev byens turistindustri omlagt til at fokusere på sommersæsonens typisk kortere ferieophold.

Bybillede og moderne turisme

Selv om byen i dag også danner ramme for en del skisportsturisme, er sommersæsonen fortsat dominerende. Bymidten er præget arkitektonisk af storhedstiden omkring år 1900 med bl.a. det markante Kurhaus (1914), byens teater (1899), ”vinterpromenaden” langs floden med den overdækkede ”Wandelhalle” (1891) og flere store hoteller.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig