Marokko - massemedier

Marokko - massemedier, Pressen i Marokko er præget af større mangfoldighed end i mange andre arabiske lande, men dens udbredelse er meget ringe. Der udkommer godt 20 dagblade, og den franske indflydelse er stadig tydelig.

Dagspressen er tæt knyttet til de politiske partier, fx er to af de ældste dagblade Istiqlal-partiets Al-Alam (grdl. 1944) og L'Opinion (grdl.1965). Blandt de største er det officielle dagblad, Le Matin du Sahara et du Maghreb (grdl. 1971) og Assabah.

Nyhedsbureauet Maghreb Arabe Presse er grundlagt i 1959. Det statslige Radio-Télévision Marocaine (grdl. 1928) er delvis reklamefinansieret. I 1980 blev den første kommercielle radiostation, Médi 1, etableret. Det statslige tv begyndte at sende i 1962 og havde monopol indtil 1989, da den kommercielle tv-station 2M begyndte at sende. Radio har i årevis været en vigtig nyhedskilde, men siden 1990'erne er satellit-tv fra især fællesarabiske kanaler blevet meget populært. Se også arabisk presse.

Læs mere om Marokko.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig