Maracanã, Estádio do Maracanã, Estádio Journalista Mário Filho, et af verdens største fodboldstadioner, beliggende i Rio de Janeiro, Brasilien.
Maracanã blev opført i 1950 og har tilskuerrekorden for både en international kamp og en national klubkamp. I 1950 overværede 199.850 tilskuere VM-kampen mellem hjemmeholdet og Uruguay, mens 177.656 tilskuere i 1963 så lokalopgøret mellem Clube de Regatas do Flamengo og Fluminense.
I 1966 blev stadion omdøbt til Estádio Journalista Mário Filho efter journalisten Mário Filho (1908-66), der blev anset for at være en af mændene bag opførelsen af Maracanã. Stadion beholdt dog sit opr. navn i folkemunde.
I 1992 kollapsede en tribune på Maracanã med dødsfald til følge, og en omfattende renovering påbegyndtes i 1996, hvorefter stadionkapaciteten blev reduceret til 103.000 tilskuere. Renoveringen fortsatte ifm. stadions 50-års-jubilæum i 2000 og igen 2005-07, hvor kapaciteten blev sat ned til ca. 82.200 tilskuere.
Maracanã er i forbindelse med Brasiliens afholdelse af VM i fodbold i 2014 og OL i 2016 i Rio de Janeiro atter blevet ombygget.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.