Faktaboks

Magnus Gabriel De la Gardie
Født
1622
Død
1686

Magnus Gabriel De la Gardie, 1622-1686, svensk statsmand og greve; søn af Jakob De la Gardie, gift med Karl 10. Gustavs søster. De la Gardie var indtil 1653 dronning Kristinas yndling. Han blev feltmarskal i 1649, rigsmarsk i 1651, og samtidig var han en toneangivende mæcen og bygherre. De la Gardie viste sig som en kompetent diplomat og udenrigspolitiker, men han var middelmådig som forvalter og officer, bl.a. mod Norges statholder Ulrik Frederik Gyldenløve 1676-77. Hans magt kulminerede under formynderstyret, hvor han som rigskansler og formynder for den unge Karl 11. legemliggjorde magtdelingen mellem aristokratiet og kongehuset.

Rigsdagens og kongens opgør med formynderne efter 1672 knækkede De la Gardie politisk og økonomisk. Fra 1679 var han uden reelt embede, og det meste af den fyrstelige rigdom, som han og faderen havde samlet, gik tilbage til kronen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig