M87

Galakse. Kerneområdet i den elliptiske kæmpegalakse M 87, optaget med Hubble-teleskopet. Galaksens centrum formodes at huse et sort hul med en masse på 2,6 mia. solmasser, hvorfra stoffet i den lysende jet sprøjtes ud med hastigheder nær lysets.

.

Artikelstart

M87, NGC 4486, Virgo A, galakse i Virgohoben i stjernebilledet Jomfruen. M87 er en elliptisk kæmpegalakse og en af de største, der kendes. Dens samlede masse er måske så meget som 200 gange Mælkevejsgalaksen; dens afstand fra Mælkevejen er ca. 53 mio. lysår. Galaksen er også en af himlens stærkeste radiokilder.

I 1918 opdagede man en jet, der skød ud fra dens centrum. Den har vist sig at stamme fra et supermassivt sort hul med en masse, der er blevet målt til ca. 6,6 mia. solmasser, det største i det nære Univers - det supermassive sorte hul i Mælkevejen er til sammenligning på ca. 4 mio. solmasser. M87 har endvidere et meget højt antal kugleformede stjernehobe, ca. 12.000 (mod Mælkevejens godt 150).

Galaksen har størrelsesklassen 9,6 og er dermed synlig med selv små teleskoper.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig