Gammelstad Kirkeby
Gammelstad Kirkeby
Licens: CC BY NC SA 3.0

Luleå er en industri- og havneby i Nordsverige ved Luleälvens udmunding. Den har 49.100 indbyggere (2020).

Byens ældste del, Gammelstaden, går tilbage til middelalderen. Sognet omfattede til tider næsten hele det nuværende Norrbottens län, hvorfor kirken snart blev omgivet af mere end 100 hytter for den langvejsfra kommende menighed. Den fortsatte landhævning efter sidste istid gjorde, at man i 1649 udbyggede en ny bydel nærmere ved havet; den blev anlagt med snævre gader i rudenet, men efter en omfattende brand i 1887 blev strukturen mere rummelig.

Byens vigtigste erhverv var i århundreder handelen med eksport af smør, tømmer og pelsværk fra Lappmarken og import af korn, salt og vadmel. Fra 1870'erne blev træindustri og -eksport dominerende. 1891 åbnedes jernbanen til malmfelterne ved Gällivare og senere til Kiruna, og en del af malmeksporten til Centraleuropas kulområder afgår stadig fra Luleås store havn i de isfri måneder. Svenskt Stål AB Luleåverken har produceret stål siden begyndelsen af 2. Verdenskrig.

Byen er administrationsby for Norrbottens län og hjemsted for meget af lenets uddannelse. Norrbottenteatern er indrettet i fem ombyggede havnemagasiner.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig