Norrbottens län.

.

Norrbottens län, Sveriges nordligste len; 98.911 km2, 250.570 indb. (2017). I 1900-t. var udviklingen i Norrbotten tæt knyttet til minedriften, Malmbanan og jern- og træindustri. Alle erhverv har undergået kraftige rationaliseringer med stor arbejdsløshed til følge. Det gælder ikke mindst minedriften, hvor udviklingen medførte bitre arbejdskampe. Brydningen af de rige jernmalme (i Kiruna og i Gällivare), blymalm (i Laisvall) og kobbermalm (i Aitik) har kun i ringe omfang medført etablering af lokale følgevirksomheder; dog driver SSAB EMEA AB og Gestamp HardTech AB betydelige virksomheder i Luleå, som er lenets hovedby. For at modvirke fortsat affolkning af Norrbotten er offentlige virksomheder udflyttet hertil. Hertil kommer det fælleseuropæiske rumfartsanlæg i Kiruna (se ESA).

Udbygningen af lenets elve har været omfattende, og elproduktionen yder betydelige bidrag til landets forsyning, idet den står for en betydelig del af elproduktionen og af den vandkraftbaserede energiproduktion. De største kraftværker, Harsprånget, Stornorrfors, Porjus, Massaure, Letsi og Ligga, ligger alle ved Luleälv.

Vej-, jernbane- og flynet i og til Nordsverige er veludbyggede, og turister benytter i stort tal både sommer og vinter et udbygget system af vandrestier i de store vildmarksområder, herunder nationalparkerne Sarek, Stora Sjöfallet og Padjelanta.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig