Ludvig-Filip

Ludvig-Filip, Louis-Philippe, Borgerkongen, 1773-1850, konge af Frankrig 1830-48 med titlen "de franskes konge", søn af Louis Philippe Joseph d'Orléans, som tilhørte en yngre gren af huset Bourbon.

Som sin far nærede Ludvig-Filip i 1789 revolutionære sympatier og tilsluttede sig i 1790 Jakobinerklubben. Da krigen mod Østrig brød ud i 1792, tiltrådte Ludvig-Filip en stilling som officer og udmærkede sig i flere slag, bl.a. ved Valmy i 1792. Efter nederlaget ved Neerwinden i marts 1793 deserterede han med sin overordnede Dumouriez til den østrigske hær. Denne handling bragte faderen i miskredit, og han blev henrettet samme år. Ludvig-Filip, der nu var hertug af Orléans, kunne først vende tilbage til Frankrig, efter at bourbonerne var blevet genindsat på tronen i 1814.

Ludvig-Filip tilsluttede sig det oppositionelle borgerskab og intrigerede mod kongerne Ludvig 18. og Karl 10. for selv at blive konge. Oppositionen kulminerede med Julirevolutionen i 1830. Det magtfulde borgerskab satte Ludvig-Filip på tronen dels for at stække aristokratiet, dels for at bremse revolutionen. Ludvig-Filip måtte underskrive en forfatning, der skulle sikre Julikongedømmets parlamentariske karakter.

Fra 1840 til sin afsættelse ved Februarrevolutionen 1848 allierede kongen sig med den ultrakonservative Guizot som ledende minister. Ved bestikkelse af Deputeretkammeret lykkedes det dem at skabe et personligt styre, der var sminket som parlamentarisk.

Fransk udenrigspolitik var under Ludvig-Filip præget af beskeden fremfærd for at berolige de andre europæiske stater; dog udvidede han de franske besiddelser i Afrika og i Østen.

Ludvig-Filips konservative styre vandt ikke de nye industrielle klassers tillid pga. hans modstand mod reformer, herunder en udvidelse af valgretten. Som følge af Februarrevolutionen måtte han flygte til England, hvor han døde to år senere.