Lorenzo Monaco, 1370/1371-1424/1425, italiensk maler. Lorenzo Monaco var født i Siena og blev munk i klostret Santa Maria degli Angeli i Firenze. Her udførte han bogillustrationer og malede altertavler.

Han var påvirket dels af den sienesiske gotik, dels af de sene Giotto-efterfølgere i Firenze og af den internationale gotik.

De tidlige værker er karakteriseret ved megen ynde, klare farver og stærke guldgrunde. I sine sidste værker arbejdede han med realistiske detaljer og landskaber som baggrund.

Lorenzo Monacos vigtigste værker er Marias himmelkroning (ca. 1414) og Kongernes tilbedelse fra hans sidste år, begge på Uffizierne i Firenze.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig