Kobbersmeden Ege Andersen fra Løgstør udviklede i begyndelsen af 1960’erne de præisolerede rør, der blev hovedaktiviteten i LØGSTØR RØR industri A/S og lagde grunden til den internationale energivirksomhed.

Virksomheden voksede samtidig med den store udbygning af det danske fjernvarmenet, men metoderne bruges i dag også til at fremstille præisolerede rørsystemer til bl.a. skibe og olie- og gasindustrien.

Løgstør Rør fik i slutningen af 1990’erne en stor bøde i en kartelsag og blev efterfølgende overtaget af de danske investorer Axcel, Polaris og FIH. De solgte i 2006 virksomheden videre til den britiske kapitalfond Montagu, der i 2013 solgte den videre til Triton Fund III der igen solgte Logstor videre til Triton Fund IV i 2017.

I 2021 fandt det hidtil seneste ejerskifte sted, da den globale isoleringsvirksomhed Kingspan købte Logstor og ved samme lejlighed omdøbte selskabet til Kingspan LOGSTOR.

Kingspan LOGSTOR havde i 2023 omkring 1400 medarbejdere i 12 forskellige lande.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig