Litauens befolkning

I Litauen er befolkningens sammensætning efter køn, alder og etnicitet stadig præget af følgerne af 2. Verdenskrig. Befolkningen er gammel og har en betydelig overvægt af ældre kvinder. Krigshandlinger, holocaust, deportationer, flugt og emigration medførte, at folketallet faldt fra ca. 3 millioner til 2,4 millioner fra 1939 til 1945.

Industrialiseringen og urbaniseringen efter 1945 skete langsommere i Litauen end i Estland og Letland, og den russiske indvandring var derfor også mindre. Ved folketællingen i 2001 var den litauiske befolkning med 83,5 % litauere etnisk mere homogen end befolkningerne i de øvrige baltiske lande. Polakker udgjorde 6,7%, russere 6,3 % og hviderussere og ukrainere 2 %. Russerne bor især i industribyerne, mens det polske mindretal hovedsagelig findes i og omkring Vilnius.

Før 2. Verdenskrig boede mange af landets ca. 200.000 jøder i Vilnius, og man kaldte byen for "Nordens Jerusalem", men efter det af tyskerne iværksatte folkedrab er Litauens jødiske folkegruppe i dag næsten ikke-eksisterende. De ændrede vilkår efter landets selvstændighed medførte, at en del russere emigrerede, men som en følge af Litauens liberale regler om statsborgerskab (til forskel fra Estlands og Letlands) har denne emigration været af begrænset omfang.

Fødselshyppigheden har samtidig været faldende, og dødshyppigheden stigende, og fra 1993 har der været fødselsunderskud. Det afspejler den nævnte alderssammensætning, men også 1990'ernes dybe økonomiske krise med forringede levevilkår for størstedelen af befolkningen.