Lise Østergaard, 1924-1996, dansk psykolog, professor i klinisk psykologi ved Københavns Universitet 1963-94, kulturminister 1980-82; minister for ulandsanliggender 1977-80. Hendes forskning lå i grænseområdet mellem psykologi og psykiatri. I 1962 blev hun dr. phil. med afhandlingen En psykologisk analyse af de formelle skizofrene tankeforstyrrelser, der er blevet et standardværk i den testpsykologiske diagnosticering og beskrivelse af skizofreni. Desuden har hun udgivet bøger om psykologisk testning og om kvindespørgsmål i relation til international udvikling.